Gå til hovedindhold

Til de unge

Resæt er et tilbud til unge op til 25 år

To silhuetter sidder ved siden af hinanden, som illustration på behandling

Har du et forbrug af hash, alkohol eller andre stoffer, der fylder for meget, så vil vi gerne hjælpe dig.

I Resæt har du mulighed for at få gratis rådgivning, hvor du kan være anonym, hvis du ønsker det.

Vi ved at man kan have mange grunde til at bruge rusmidler og at det kan være svært at stoppe selv.

Vi har forskellige tilbud, som vi tilpasser dig og din hverdag. Resæt er et tilbud til unge op til 25 år, der bor i Ikast-Brande Kommune.

I et rådgivningsforløb har du mulighed for at få op til 5 samtaler med en Ungerådgiver.

Et rådgivningsforløb er målrettet dig, der gerne vil have afklaret om dit forbrug af hash, alkohol eller andre stoffer fylder for meget, eller dig, der gerne vil have hjælp til at styre dit forbrug af rusmidler.

I Resæt sætter vi ikke krav om, at du skal stoppe med dit forbrug, men vi vil gerne hjælpe dig med at få afklaret, hvorfor du har et forbrug og rådgive dig med at stoppe, hvis du ønsker det.

Et behandlingsforløb er målrettet dig, der har et ønske om at ændre dit forbrug af hash, alkohol eller andre stoffer.

Hvis du har behov for et længere forløb, vil du blive indskrevet i Resæt og bliver tilknyttet en Ungebehandler. Du vil sammen med din behandler aftale, hvor ofte og hvornår du vil mødes.

Et forbrug af rusmidler, bunder oftest i andre problemer i hverdagen og i livet, og målet med samtalerne er, at hjælpe dig, med at finde løsninger på de problemer og derigennem få styr på forbruget af rusmidlerne.

Samtalerne tager udgangspunkt i det, der fylder for dig. Der er ingen løftede pegefingre og vi fokuserer på at kigge fremad og hjælpe dig videre i livet.

Du bestemmer selv om du gerne vil have nogen fra dit netværk inddraget i samtalerne. Det kan være dine forældre, din kæreste eller nogle af dine venner.

Deres støtte kan være en stor hjælp for dig, der gerne vil ændre på dit forbrug af hash, alkohol eller andre stoffer.

Hash/Cannabis

Hash er lavet af cannabisplanten og det aktive stof i hash er THC.

Hash påvirker den måde hjernen fungerer på, især hvis man er ung og hjernen ikke er færdigudviklet.

De typiske konsekvenser der kan være efter et længerevarende hashforbrug er, at man bliver ligeglad og har svært ved at overskue hverdagen og de problemer der kan opstå.

Man bliver ikke automatisk afhængig af hash, fordi man ryger en joint i ny og næ, men man kan blive afhængig af hash.

 

Alkohol

Sundhedsstyrelsen har lavet anbefalinger for, hvor meget man højst bør drikke. De anbefaler, at voksne kvinder drikker mindre end 7 genstande om ugen, og at voksne mænd drikker mindre end 14 genstande om ugen. En genstand svarer til en almindelig flaskeøl eller et lille glas vin.

Unge bør drikke mindre. Det er bl.a. fordi et stort forbrug af alkohol kan skabe forandringer i den del af hjernen, der har med indlæring at gøre.

Hvis man drikker for meget og for ofte gennem en længere periode, kan man blive afhængig af alkohol.

 

Amfetamin

Amfetamin er kunstigt fremstillet og er derfor et syntetisk stof.

Weekend-forbrug er typisk ved amfetamin, hvor man tager stoffet fra torsdag til søndag, de efterfølgende dage bruger man til at komme sig over nedturen.

Hvis man tager amfetamin ofte, skal der mere og mere til for at få samme virkning.

Man kan blive afhængig af amfetamin.

 

Kokain

Kokain er et af de meget afhængighedsskabende stoffer.

Når man tager kokain, vil man føle sig mere frisk, energisk, opstemt og fyldt med selvtillid. Efter rusen vil man blive ramt af en nedtur, hvor man føler sig trist, angst og træt.

Kokain skaber en uro i kroppen, når man ikke er påvirket, mange udvikler derfor et sideløbende forbrug af beroligende stoffer.

 

MDMA/Ecstasy

Ecstasy er kunstigt fremstillet og er derfor et syntetisk stof.

Ecstasy kan påvirke kroppen fysisk ved at hjertet slår hurtigere og kropstemperaturen øges.

Man skal efter kort tids brug, hurtigt indtage mere og mere ecstasy for at få samme virkning.

 

Du kan læse mere om de forskellige rusmidler på www.netstof.dk